Alle værdier i det krakkede IT-undervisningsselskab A-Team International i Birkerød er på vej til at blive flyttet over i et nyt selskab, der for få dage siden blev anmeldt til Erhvervs & Selskabsstyrelsen. Tilbage i det konkursramte selskab er en gældspost på 40 millioner kroner.
Manøvren ? der i erhvervskredse går under navnet Hafnia-modellen ? medfører formentlig, at kreditorerne ? herunder TDC ? kan skyde en hvid pind efter hovedparten af deres tilgodehavender. Til gengæld er der udsigt til at redde 67 arbejdspladser.
Kreditorer ved intet
Om kreditorerne også synes, at det er en god idé, er uvist. De er nemlig ikke blevet spurgt.
A-Team International har ellers haft tid nok til at tage kreditorerne i ed. Ifølge en intern orienteringsmail til dele af selskabets medarbejdere har redningsplanen været under udarbejdelse i hvert fald siden 1. marts.
?Man opretter et nyt selskab der hedder A-Team med samme logo m.v. og overfører alle aktiver såsom udstyr, kontrakter, medarbejdere, kundeaftaler m.v. til det nye selskab??, fremgår det af mailen dateret 1. marts 2002.
Og videre: ?Al gæld i A-Team International (ca. 40 millioner) bliver i det gamle tomme selskab, som man omdøber til et nyt navn. Det gamle selskab meldes så konkurs. Nordea Bank, som er den største kreditor, har godkendt planen og indsat en advokat til at afhænde konkursboet??
Det fremgår ligeledes af mailen, at en del kreditorer ikke vil få deres penge. Herunder Microsoft, WM-data og TDC. ?Det er en uheldig situation, men det var den eneste måde, man kunne redde forretningen på.?
Strengt fortroligt
Endelig skriver den pågældende afdelingsleder, at ?jeg vil gøre opmærksom på, at det er strengt fortroligt (både nu og senere) og at denne information ikke må videregives udenfor A-Team, heller ikke til HTD, TDC, fagforeninger eller andre.?
Mailen kan læses i uddrag her
Advokat Ole Larsen fra Advokatfirmaet Thune, Vestmar & Larsen i Hvidovre, er af skifteretten blevet udpeget til kurator i konkursboet. Han bekræfter, at A-Team Internationals ledelse med administrerende direktør Carsten Kaae i spidsen har ?glemt? at tage kreditorerne i ed.
Den forglemmelse er advokaten i gang med at råde bod på nu.
- Kreditorerne er ikke blevet spurgt, men jeg skal mødes med nogle af de største kreditorer en af dagene, og så må de tage stilling til, om der skal ske en overdragelse af værdierne til det nye selskab eller ej. Normalt plejer man at indgå en aftale med kreditorerne først, men det har man ikke gjort i det her tilfælde. Her har man handlet på forventet efterbevilling, siger Ole Larsen.
Normal fremgangsmåde
Ifølge ham er brugen af Hafnia-modellen ikke usædvanlig.
- Det kan være en meget fornuftig måde at gøre det på. På den måde får man isoleret gælden, og de værdier, der kommer ud af salget, går så til kreditorerne. I stedet for at lade det hele smuldre, smider man de sunde dele af virksomheden ned i et datterselskab, siger han.
Spørger man A-Team Internationals stifter og administrerende direktør Carsten Kaae, så kan selskabets økonomiske trængsler føres tilbage til den mislykkede fusion med norske Ajourit i september sidste år.
Sammenlægningen af de to selskaber skabte Nordens største IT-uddannelseskoncern med en omsætning på 400 millioner kroner og 400 medarbejdere. Siden er det gået med ekspresfart ned ad bakke.
Ajourits datterselskab i Danmark er gået konkurs, og samtidig har koncernen, der har Merkantildata og Telenor som hovedaktionærer, måtte sige farvel til en lang række medarbejdere i både Danmark og Norge indenfor det seneste halve år.
Direktør: Vi er blevet slagtet
- Vi er gået konkurs, fordi Merkantildata har slagtet os. De ville ikke komme med de penge, de havde lovet os, siger en vred Carsten Kaae, der ikke kan se noget forkert i at lade selskabet gå konkurs med gælden og starte forfra i et nyt selskab.
- Det var det samme, Aston Group gjorde. Det er Aston-modellen om igen, siger Carsten Kaae, som har fået hjælp af det københavnske advokatfirma Kromann Reumert til at skrue redningsplanen sammen.
- Vi har gjort alt, hvad vi kan for at indfri forventningerne. Det er ikke os, der har snydt nogen her. Så hvis jeg kan redde 67 medarbejderes jobs er jeg stolt.
Carsten Kaae oplyser, at han var i London onsdag i denne uge for at forhandle med tre potentielle investorer, der gerne vil skyde ny kapital i en rekonstruktion af virksomheden. I første omgang drejer det sig om 6-8 millioner kroner, vurderer han.